Københavns Kommunes logo

Hvem kan få hjælp i ROBUS

Her kan du læse om, hvordan vi hjælper børn, unge og familier.
Billede
Unge mennesker i rådgivning om spiseforstyrrelse

Vores målgrupper er:

  • Børn og unge med selvskadeerfaring, der er bosiddende i Københavns Kommune og mellem 12-17 år og aktuelt eller tidligere har selvskadet og er plaget af aktuelle tanker om at skade sig selv.
  • Børn og unge i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse, der er bosiddende i Københavns Kommune og under 23 år og har en overoptagethed af mad, krop, vægt, motion og/eller sundhed.
  • Børn og unge som efter behandling for spiseforstyrrelse i psykiatrien, har brug for støtte til at vende tilbage til hverdagen.
  • Forældre og pårørende til ovenstående børn og unge, som ønsker råd og vejledning.
  • Fagpersoner, der er i kontakt med ovenstående børn og unge, som ønsker råd, sparring, vejledning, supervision eller undervisning.

Læs mere om spiseforstyrrelse og selvskade

Hvad er en spiseforstyrrelse?

At have en spiseforstyrrelse vil sige, at tanker om mad, krop, vægt, motion eller sundhed fylder så meget, at det er svært at finde overskud i hverdagen.

Hvis man bruger en stor del af sin energi på at bekymre sig om sin vægt, tælle kalorier, planlægge måltider og have regler for sin spisning, er man i øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse – også med en nogenlunde stabil normalvægt.

Spiseforstyrrelsens selvvedligeholdende cirkel

Mange vil gerne af med alle deres tanker om mad, krop og vægt samtidig med, at de fastholder et kontrolleret spisemønster. Men det er umuligt.

For når man begrænser og kontrollerer sin spisning, bliver man fastholdt i at tænke meget på mad, krop og vægt. Når man bruger sin energi på at overholde regler for spisning, begrænse mængden af mad, veje sig og tjekke sin krop, bliver tankerne også centreret om dette.

Og når kroppen ikke får den nødvendige næring, vil man konstant føle trang til at spise. Det kræver konstante anstrengelser at modstå trangen, og det fastholder tankerne omkring spisningen. Omvendt vil tankerne om mad, krop og vægt hele tiden give trang til at begrænse og kontrollere spisningen.

Det bliver en ond cirkel, som man har brug for hjælp til at bryde.

Tegn på en spiseforstyrrelse

Vi ved, at det er afgørende, at der sættes hurtigt ind med hjælp, når det spiseforstyrrede system er begyndt at gå i gang. Det er vigtigt at holde særligt øje med tegn såsom:

  • Har tanker om mad og spisning kørende i hovedet en stor del af dagen.
  • Holder styr på, hvor meget mad man indtager.
  • Har bekymringer om at skulle spise sammen med andre.
  • Tænker at den ”perfekte” krop er vejen til venner og kærlighed: ”Hvis jeg er tynd, kan andre bedre lide mig”.
  • Tænker at den ”perfekte” krop er vejen til et godt liv: ”Hvis jeg taber mig, får jeg det bedre, og så kan jeg bedre lave de ting, jeg gerne vil”.
  • Springer måltider over.
  • Har regler for madvarer, man ikke må spise.
  • Tjekker sin krop ved at mærke på kroppen eller prøve, hvor stramt tøjet sidder.
  • Har regler for, hvor meget man skal motionere.
  • Oplever det svært at afvige fra faste motionsvaner.
  • Føler trang til at være i bevægelse hele tiden.
  • Store mængder mad spises på meget kort tid, med en følelse af kontroltab.
  • Spiser i skjul, gemmer slikpapir.
  • Snakker mere, eller anderledes, om mad end tidligere.

Hvad er selvskade?

Selvskade er når en person bevidst påfører sig selv smerte – fx ved at brænde, ridse, slå eller skære sig selv.

Det er ofte svært for omgivelserne at forstå selvskade, og for den der selvskader, er det ofte forbundet med skam og tabu. De fleste, der selvskader, bruger det som en måde at overdøve svære følelser og overvældende tanker på. Til tider kan det også være en måde at kommunikere til omgivelserne om, at man har det svært eller en måde at straffe sig selv på.

Selvskade som en måde at håndtere følelser på

De fleste, der selvskader flere gange, oplever at ”det virker”. De får en kortvarig pause fra det, der ellers er svært. Man kan sige, at dem der selvskader, faktisk gør det for at få det bedre – at det er en overlevelsesstrategi.

Men effekten er kortvarig, og mange oplever sig efterfølgende skamfulde og gør, hvad de kan for at skjule det for andre.
Derfor er den hjælp man oftest har brug for, hvis man selvskader, en hjælp der fokuserer på at lære egne følelser at kende og finde alternative måder at håndtere svære følelser og tanker på – eller måske nærmere at finde på måder at leve med de svære følelser og tanker, som livet bringer. På den måde er det en hjælp, der både afhjælper selvskaden, men samtidigt lærer én nogle værdifulde færdigheder til resten af livet.

Det er vigtigt at få hjælp

Hvis selvskade bliver en måde at takle vanskeligheder på, får det sit eget liv. Med tiden vil man opleve, at man selvskader oftere og oftere, og at den skade man påfører sig selv, må intensiveres for at opnå den samme effekt. Det bliver altså en ond cirkel, som kan blive sværere og sværere at bryde ud af uden hjælp fra andre.